Mange virksomheder er i disse uger i gang med at sætte det sidste punktum for regnskabsåret 2025. Derfor er det også tid til at sikre, at virksomhedens oplysninger bliver indberettet til Skattestyrelsen inden fristen.

Ifølge Skattestyrelsen skal virksomheder, der ikke indberetter til tiden, betale et dagligt tillæg på 400 kr. for hver dag, fristen overskrides. Tillægget kan løbe op i maksimalt 10.000 kr.

Derfor opfordres HORESTA medlemmerne til at være opmærksomme på de kommende frister.

For personligt ejede virksomheder gælder fristen den 1. juli 2026. Det omfatter blandt andet enkeltmandsvirksomheder, personligt ejede mindre virksomheder (PMV) og interessentskaber.

For selskaber, fonde og foreninger med regnskabsår, der følger kalenderåret, er fristen den 30. juni 2026.

Skattestyrelsen peger samtidig på en række fejl, som virksomheder ofte begår i forbindelse med indberetningen. Det kan bl.a. være, at virksomheden:

  • Glemmer at oplyse, fordi virksomheden er lukket eller ikke har haft omsætning i 2025.
  • Trækker udgifter fra, som er private, eller af anden grund ikke er fradragsberettigede.
  • Misforstår aftalen med revisor om, hvem der gør hvad.
  • For selskaber: Glemmer at opdatere selskabets grundregistrering, inden I påbegynder indberetningen af oplysningsskemaet. Det kan betyde, at jeres skattemæssige indkomst bliver opgjort forkert.

Er du nystartet virksomhed, har Skattestyrelsen samlet vejledninger og information om blandt andet bogføring, regnskab og frister på skat.dk.

Læs mere her

Har du spørgsmål til virksomhedens regnskab eller skatteforhold, anbefaler HORESTA, at du tager kontakt til din revisor eller anden relevant rådgiver i god tid inden fristen. For juridisk sparring er du også meget velkommen til at kontakte HORESTAs juridiske call center på telefon 35 24 80 40 eller callcenter@horesta.dk

Kaare
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Ny udvikling: Airbnb-værter mødes af millionkrav fra Skat

Skattestyrelsen har opprioriteret kontrollen med Airbnb-udlejere og fundet fejl i næsten alle de undersøgte sager. Myndighederne har indkrævet 32,8 mio. kr. i manglende skat fra værter, der ikke har oplyst deres lejeindtægter korrekt.

Jensens Bøfhus lukkede med nyt milliontab

Restaurantkæden Jensens Bøfhus afsluttede 2025 med endnu et stort underskud i forbindelse med salget til Bone’s. Flere restauranter blev lukket, mens andre skal omdannes.

Blog: Selvfølgelig skal museerne ikke have skattefrie konkurrencefordele

Når museer driver kommercielle aktiviteter, bør de beskattes på lige vilkår med andre virksomheder. Klare regler er nødvendige for at sikre fair konkurrence mellem museer og oplevelseserhvervet. Sådan lyder det fra poltisk chef, Maria Olafsson, i dette debatindlæg, som også har været bragt i Berlingske.

Log ind