Flere unge vælger i dag fritidsjob i hotel- og restauranterhvervet, mens industrien i stigende grad mister dem.
Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at andelen af unge fritidsjobbere i hotel- og restauranterhvervet er steget fra 10,1 procent i 2008 til 15,3 procent i 2024.
Samtidig arbejder de unge flere timer i hotel og restauranterhvervet end i industrien. I 2024 arbejdede unge fritidsjobbere i hotel- og restauranterhvervet i gennemsnit mere end 38,5 timer om måneden, mens unge i industrien arbejdede omkring 12,5 timer.
Hos HORESTA glæder udviklingen adm. direktør Jeppe Møller-Herskind.
"Det er meget positivt, at flere unge vælger hotel- og restauranterhvervet til. Vores branche er i stærk vækst og har skabt mange nye job de senere år. Det gør os til et naturligt sted for unge at få deres første erfaringer med arbejdsmarkedet", siger Jeppe Møller-Herskind.
Hotel- og restauranterhvervet har i de senere år oplevet markant fremgang. I 2025 var der i gennemsnit 137.405 beskæftigede i hotel- og restauranterhvervet. Det er en stigning på 3.888 personer svarende til 2,9 procent sammenlignet med året før og 15,7 procent flere end i 2019.
Ifølge Jeppe Møller Herskind hænger udviklingen også sammen med, at flere virksomheder i branchen arbejder målrettet med at styrke arbejdsmiljøet og skabe attraktive arbejdspladser.
"Vi kan se, at mange virksomheder har arbejdet systematisk med arbejdsmiljø, trivsel og bedre introduktion til unge medarbejdere. Det gør en forskel, når unge vælger, hvor de vil have deres første job."
Nye regler kan styrke udviklingen yderligere
Udviklingen kan blive yderligere forstærket af nye regler, der har gjort det lettere at ansætte unge. Fra 2025 må 13- til 15-årige blandt andet betjene is, smoothie og espressomaskiner samt arbejde med at skrælle, skære og hakke grøntsager. Opgaver som tidligere ikke var tilladt.
Ændringerne er blandt andet kommet efter pres fra HORESTA og forventes at gøre det lettere for virksomhederne at tilbyde flere fritidsjob.
"Det giver flere unge mulighed for at blive en reel del af arbejdsfællesskabet. Samtidig får virksomhederne bedre muligheder for at ansætte unge i travle perioder", siger Jeppe Møller-Herskind.
Fritidsjob skal føre til flere faglærte
Han peger på, at branchens største udfordring er at få de unge til at blive, og her kan flere i fritidsjob spille en vigtig rolle, mener Jeppe Møller-Herskind.
"Fritidsjob er ofte det første møde med vores branche. Hvis flere unge får en god oplevelse, øger det chancen for, at de senere vælger en erhvervsuddannelse. Det kræver dog også, at vi styrker erhvervsuddannelserne og ændrer opfattelsen af dem blandt politikere, forældre og uddannelsesvejledere."
Ifølge HORESTA kan den stigende interesse blandt unge derfor blive en vigtig brik i at sikre arbejdskraft til hotel og restauranterhvervet i de kommende år.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Grønt lys til hotel oven på Palads i København
14-04-2026
-
Oliekrise kan ændre sommerens rejsemønstre
14-04-2026
-
HORESTA efterlyser strammere regler for skyggehoteller
14-04-2026
-
Uber Eats lancerer nu i Danmark
14-04-2026
-
Sunset Boulevard sætter ny omsætningsrekord: Gør klar til videre vækst
14-04-2026
-
Comwell øger resultatet og planlægger vækst
14-04-2026
-
Hotel Nyborg Strand øger overskuddet
14-04-2026
-
Kendt dansk museum får millionbevilling til ny strategi
14-04-2026