Der var masser af energi, gensynsglæde og gode samtaler, da branchefolk fra hele landet torsdag mødtes i Øksnehallen i København til HORESTA Årsdag 2026.
En dag, hvor der både blev kigget ud i verden, ind i fremtiden og helt tæt på det, der gør vores erhverv til noget særligt. På scenen blev deltagerne præsenteret for nye perspektiver på alt fra kunstig intelligens og geopolitisk uro til fremtidens gæster og kunsten at skabe hoteloplevelser i verdensklasse.
Tv-vært Josefine Høgh sikrede godt værtskab og den røde tråd gennem dagens program.
Foto: Arek Pedersen
Fra globale trusler til fremtidens gæster
Årets program bød på en række stærke danske og internationale profiler, der hver især gav deltagerne noget at tænke over og tage med hjem.
Den tidligere efterretningsofficer og sikkerhedsekspert Jacob Kaarsbo satte fokus på en verden præget af krige, konflikter og cybertrusler. Han gav sit perspektiv på den geopolitiske uro og de udfordringer, som virksomheder skal være forberedt på anno 2026.
Foto: Arek Pedersen
Fra Tyskland kom AI-eksperten Tim Cortinovis, der tog deltagerne med ind i en teknologisk fremtid, hvor kunstig intelligens ikke længere blot besvarer spørgsmål, men også kan løse opgaver på egen hånd. Med AI-agenter på dagsordenen blev der sat fokus på nye muligheder for hotel-, restaurant- og turismeerhvervet.
Foto: Arek Pedersen
Et andet af dagens internationale navne var Marie-Louise Sciò, adm. direktør og creative director for Pellicano Hotels Group, som var med på en direkte forbindelse fra Italien. Hun tog deltagerne med ind i historien om det legendariske italienske luksushotel Il Pellicano og delte perspektiver på, hvordan man fornyer en ikonisk hoteloplevelse uden at miste dens særlige sjæl.
I forlængelse af interviewet gæstede Lucas Johansson scenen for at sætte ord på den luksuriøse hoteloplevelse i dansk kontekst. Lucas er tidligere general manager for Hotel d’Angleterre i København, og i dag adm. direktør i det internationale hoteloperationsselskab IHA Management, der bl.a. driver det nye femstjernede luksushotel CORI Hornbæk Hotel.
Foto: Arek Pedersen
Trendforsker og livsstilsekspert Julia Lahme stillede skarpt på fremtidens forbrugere. Hun svarede bl.a. på, hvad gæsterne kommer til at efterspørge i fremtiden, hvad de vil betale for, og hvordan virksomhederne allerede nu kan forberede sig på nye forventninger og forbrugsvaner.
Branchens unge talenter blev hyldet
Et af dagens helt særlige øjeblikke var uddelingen af HORESTA Talent 2026.
Her blev fire unge profiler hyldet for deres faglighed, engagement og evne til at gøre en forskel i erhvervet. Tillykke til Mie Christiansen fra Hotel Legoland med prisen som Årets Værtskabstalent, til Cecilie Gade fra Restaurant Treetop med prisen som Årets Gastronomiske Talent, til Marinella Gudmann fra Nymindegab Kro som Årets Erhvervsuddannede Talent og ikke mindst til Simon Westen fra Dyrehavsbakken som Årets Leadership Talent.
Med talentpriserne blev der sat fortjent fokus på nogle af de mennesker, der er med til at forme fremtidens hotel-, restaurant- og turismeerhverv.
Fra venstre Marinella Gudmann, Cecilie Gade, Mie Christiansen og Simon Westen. Foto: Arek Pedersen.
Tak for i år
En stor tak skal lyde til alle deltagere, oplægsholdere og samarbejdspartnere, der har været med til at gøre HORESTA Årsdag 2026 til en helt særlig branchedag.
Det er netop mødet mellem mennesker, idéer og ambitioner, der gør HORESTA Årsdag til noget særligt. Vi håber, at alle tog hjem med ny inspiration, gode oplevelser og måske også et par nye kontakter i telefonbogen.
I de kommende nyhedsbreve deler vi flere højdepunkter, billeder og video fra dagen.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
HORESTA integreres i Dansk Erhverv
12-11-2026
-
18.000 hoteller lægger sag an mod Booking.com
12-11-2026
-
Arp-Hansen investerer 140 mio. kr. i The Square
12-11-2026
-
Hotellerne vokser trods fald i danske overnatninger
12-11-2026
-
København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen
12-11-2026
-
Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører
12-11-2026
-
Travl halloween får Tivoli til at opjustere forventningerne
12-11-2026