Der er stadig langt til en løsning på de udfordringer, som korttidsudlejning via platforme som Airbnb skaber for den danske hotelbranche. Det blev tydeligt under førstebehandlingen i Folketinget i tirsdags om beslutningsforslag B 148, der lægger op til en stramning af reglerne for kortidsudlejning.
Forslaget, som er fremsat af Enhedslisten og SF, lægger blandt andet op til at reducere antallet af tilladte udlejningsdage og stille skrappere krav til udlejere – tiltag som HORESTA har advokeret for i årevis.
Debat i Folketingssalen
Særligt SF’s boligordfører Lisbeth Bech-Nielsen lagde stærke argumenter på bordet. Hun fremhævede bl.a. problemer med unfair konkurrence, mangelfuld kontrol og det faktum, at korttidsudlejning i praksis ofte fungerer som hoteldrift – uden at være underlagt samme krav og regler.
Som ansvarlig minister skulle også Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, på talerstolen. Han understregede, at der naturligvis skal findes en god balance mellem deleøkonomi og korttidsudlejning, men advarede samtidig mod, at forslaget – ifølge ham – vil blive dyrt og skabe unødigt bureaukrati.
Han fastslog, at reglerne selvfølgelig skal overholdes og erklærede sig enig i, at der er behov for en samtale om håndhævelse. Alligevel meddelte han, at regeringen ikke kan støtte det konkrete beslutningsforslag.
HORESTA: Politisk lydhørhed er godt, men ikke nok
Debatten har vist, at flere politikere anerkender udfordringerne med korttidsudlejning. Men ifølge HORESTA er det ikke tilstrækkeligt at lytte – der er behov for handling.
"Det glæder os, at der er politisk opmærksomhed på området, men det er tydeligt, at der mangler vilje til konkret handling. Det er uholdbart, at hoteller og andre professionelle overnatningssteder er underlagt omfattende krav og regler , mens korttidsudlejning via platforme som Airbnb reelt er fritaget," siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.
Selvom ingen af de øvrige partier støttede forslaget i denne omgang, viste debatten, at mange af de argumenter, som bl.a. HORESTA har fremført gennem årene, har sat sig i den politiske debat.
"Vi oplever i stigende grad, at politikere henviser til de problemstillinger, vi har rejst – det gælder både manglende registrering, skattebetaling og konkurrenceforvridning. Det er et vigtigt skridt. Men vi har brug for mere end forståelse – vi har brug for politisk handling," siger Maria Olafsson.
Et flertal i Folketinget ønsker nu at afvente en kommende evaluering af reglerne for korttidsudlejning, før de forholder sig til yderligere regulering.
HORESTA: Behovet er åbenlyst
Men ifølge HORESTA er behovet for handling allerede veldokumenteret. Skattestyrelsen har bl.a. fundet fejl i 92 pct. af de kontrollerede sager om korttidsudlejning – et tydeligt tegn på, at området kalder på bedre registrering og kontrol.
"Så længe vi ikke har reel mulighed for at føre kontrol med, om reglerne for korttidsudlejning overholdes, forbliver området umuligt at regulere," siger Maria Olafsson.
HORESTA efterlyser derfor, at Danmark følger efter andre EU-lande og indfører en digital registreringsløsning, der forpligter platforme som Airbnb til at dele data med myndighederne. Organisationen peger desuden på behovet for:
- At udlejningsdage registreres – ikke kun indkomsten
- At der sættes en øvre årlig grænse for udlejning på 35 dage
- At boliger, der overskridende den gældende grænse for udlejningsdage, automatisk fjernes fra platformene
HORESTA forventer, at evalueringen vil bekræfte behovet for politiske stramninger, så der sikres en mere fair regulering af markedet.
"Vi er glade for, at SF og Enhedslisten holder fast i dagsordenen. Vi håber, at evalueringen bliver et vendepunkt, så der kan skabes mere lige vilkår mellem hoteller og udlejere," siger Maria Olafsson.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Dansk milliardær vil overtage Midtjyllands Lufthavn
15-05-2025
-
Forslag om Airbnb-stramninger får nej i Folketinget
15-05-2025
-
Turisterne kender Danmark, men bruger færre penge
15-05-2025
-
Halifax bliver en del af ny burgerfamilie
15-05-2025
-
Kendt hotel i Skagen sættes til salg efter knap 40 år
15-05-2025