Flere udenlandske gæster finder vej til de danske campingpladser.
I juni, juli og august stod de for godt 3,4 millioner overnatninger. Det er godt 100.000 flere end sidste sommer og næsten en million flere end i sommeren 2019, det sidste år før corona.
Den udenlandske fremgang sikrede campingbranchen en samlet vækst på 0,7 procent i forhold til sommeren 2025.
Der er dog langt op til campingbranchens gyldne tider. Med 7,9 millioner overnatninger denne sommer, er omkring hver femte campist forsvundet siden de store år i 1990’erne, og knapt otte procent siden 2022 – det bedste år i nyere tid.
”Det er meget glædeligt, at de udenlandske gæster i stigende grad vælger de danske campingpladser. Men vi oplever samtidig et stort fald i danske overnatninger, og i et historisk perspektiv er der ikke meget at glæde sig over,” siger Bent Thodsen, der er formand for HORESTA Camping.
Markant fremgang fra udlandet, men færre danske overnatninger
Siden sommeren 2019 er de udenlandske overnatninger steget med knap 41 procent. I samme periode er de danske overnatninger faldet med godt 12 procent. Det svarer til et tab på næsten 618.000 danske overnatninger.
Danske gæster står fortsat for størstedelen af sommerens overnatninger med knap 4,5 millioner. Derfor er tilbagegangen en vigtig udfordring for branchen.
”De udenlandske gæster løfter campingturismen, men vi skal også tage tabet af danske overnatninger alvorligt. Der ligger et stort arbejde i at få de danske gæster tilbage. Først og fremmest skal campingpladserne have mulighed for at udvikle deres tilbud, så endnu flere danskere får lyst til at holde ferie hos dem,” siger Bent Thodsen.
Modernisering kræver nye rammer
HORESTA peger på, at arbejdet med at vinde de danske gæster tilbage også handler om mulighederne for at modernisere campingpladserne. Her er campingreglementet efter organisationens opfattelse en barriere, som i mange tilfælde står i vejen for udviklingen.
”Vi skal give campingpladserne bedre muligheder for at investere i moderne faciliteter og attraktive ferieoplevelser. Det kræver i mange tilfælde ændringer af et forældet campingreglement, som spænder ben for udviklingen. Hvis vi vil have flere danske gæster tilbage, skal vi også give branchen rammerne til at skabe de campingpladser, gæsterne efterspørger,” siger Bent Thodsen.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Scandic og Hilton vil åbne nyt hotel ved Københavns Lufthavn
20-10-2026
-
Scandic søger 100 ansatte til nyt hotel i Aarhus
20-10-2026
-
Ny superattraktion i København går ind i næste fase
20-10-2026
-
Danske Hoteller siger farvel til direktør efter et år
20-10-2026
-
Dansk traveltech-virksomhed henter 14 mio. kr. til væksteventyr
20-10-2026
-
Minister afviser flere penge til kamp mod greenwashing
20-10-2026
-
Danske Hoteller vil finansiere vækst med ny kapitaludvidelse
20-10-2026
-
RAW IT lancerer ny division målrettet hotelbranchen
20-10-2026
-
Danskere sikrer sig høj placering ved VM i burgere
20-10-2026