Danske hoteller oplever et stigende antal reservationer fra tyrkiske gæster, som booker værelser til længere ophold, men aldrig dukker op eller afbestiller i sidste øjeblik. Det koster hotellerne dyrt og rejser mistanke om, at reservationerne bliver brugt som dokumentation i forbindelse med visumansøgninger til Danmark.
Det fremgår af en historie, som Berlingske i weekenden har afdækket sammen med HORESTA og flere af organisationens hotelmedlemmer. HORESTA blev også interviewet af TV2 Kosmopol om sagen lørdag.
Se indslaget her (00:11 og frem)
Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA, sætter ord på problematikken med de tyrkiske udeblivelser. Foto: TV2 Kosmopol
HORESTA har gennem længere tid fulgt udviklingen og indsamlet erfaringer fra hoteller, der oplever problemet. En rundspørge blandt organisationens hotelmedlemmer i København viser, at hele 86 pct. har oplevet tyrkiske gæster, som afbestiller i sidste øjeblik eller slet ikke dukker op.
Derfor mener HORESTA, at udviklingen tegner et mønster.
"Det er så voldsom en stigning, at der må være en systematik i det. Det rejser en bekymring for, om danske hoteller får en fuldstændig utilsigtet birolle i noget, der handler om noget helt andet end et hotelophold i Danmark," siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA, til Berlingske.
Antallet af visumansøgninger er eksploderet
Samtidig med hotellernes oplevelser er antallet af visumansøgninger fra tyrkiske statsborgere til Danmark steget voldsomt.
Ifølge oplysninger fra Udenrigsministeriet til Berlingske blev der i 2024 indgivet 10.727 visumansøgninger fra tyrkiske statsborgere, i 2025 var tallet 44.582, mens der foreløbig i år er indgivet mere end 70.000 ansøgninger. Det svarer til mere end en seksdobling på to år.
Mistanken blandt flere hoteller er, at nogle reservationer alene bliver foretaget for at dokumentere et planlagt ophold i Danmark. Når visummet først er opnået, bliver reservationen så annulleret, mens den reelle destination kan være et andet land i Schengen.
Hoteller oplever store økonomiske konsekvenser
Blandt de hoteller, der har mærket udviklingen, er Go Hotels, som driver seks hoteller i København og Storkøbenhavn.
Her fortæller driftsdirektør Christopher Valentin til Berlingske, at hotelkæden siden sidste år har oplevet et kolossalt antal reservationer fra tyrkiske gæster, som enten udebliver eller afbestiller i sidste øjeblik. Go Hotels har derfor indført flere tiltag for at begrænse problemet, bl.a. krav om forudbetaling og begrænsninger på reservationernes længde.
Hos Charlottehaven har direktør Kenneth Pedersen også oplevet samme mønster. Her har afbestillinger af lange ophold på op mod en måned eller mere haft væsentlige økonomiske konsekvenser.
Problemet for hotellerne forstærkes af, at nogle reservationer foretages med ugyldige betalingskort. Det betyder, at hotellerne ikke nødvendigvis kan opkræve betaling eller annulleringsgebyrer, når gæsterne udebliver.
Jeppe Møller-Herskind vurderer over for Berlingske, at de udeblevne gæster samlet fører til store milliontab for hotelbranchen. Derfor vækker udviklingen stor bekymring.
Udenrigsministeriet oplyser til Berlingske, at man ikke har en opgørelse over, hvor mange tyrkiske statsborgere der faktisk rejser ind i Danmark, eller hvor længe de opholder sig i landet.
HORESTA efterlyser handling
HORESTA opfordrer derfor nu myndighederne til at undersøge udviklingen nærmere og finde løsninger, der kan forhindre, at danske hoteller utilsigtet bliver brugt som led i visumshopping.
For budskabet fra HORESTA er klart: Hotelbranchen ønsker flere internationale gæster til Danmark, men hotellerne skal ikke stå tilbage med regningen for et muligt misbrug af visumsystemet.
For HORESTA understreger sagen samtidig betydningen af et stærkt branchefællesskab. Når flere virksomheder oplever det samme problem, kan brancheorganisationen samle erfaringerne, dokumentere omfanget og løfte udfordringen fra den enkelte virksomhed til den offentlige og politiske dagsorden.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Hoteller rammes af udeblivende gæster: Mistænker visumshopping
01-11-2026
-
Tyrkiske onlinefora: Hotelbookinger bruges til at få adgang til Europa
01-11-2026
-
Tysk investor vil bygge hotel til 150 mio. kr. på Rømø
30-10-2026
-
Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum
30-10-2026
-
Silkeborg hæver loftet for Airbnb-udlejning
30-10-2026
-
Nordjyske hoteller forbereder sig på hybridangreb
01-11-2026
-
Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat
30-10-2026
-
To hotelprojekter undtages fra hotelstop i København
30-10-2026