Mads Kofoed Bøndergaard er uddannet kok, og så er han til hverdag at finde i køkkenet på Hotel Koldingfjord. Svendebrevet var dog ikke ensbetydende med en afsked med skolebænken, for lige nu er han ved at tage en lederuddannelse, som skal hjælpe ham med ambitionen om en dag at få et endnu større ansvar.

”Jeg elsker denne her branche, og jeg har altid vidst, at det var det her, som jeg ville arbejde. Jeg trives utrolig godt med det sammenhold, der er i køkkenerne, og hvis vi har lidt længere dage, så betyder det jo bare, at der kommer lidt mere fritid nogle andre dage i ugen”, siger Mads Kofoed Bøndergaard, og fortsætter:

”Hverdag møder jeg på arbejde med nogle af mine bedste venner, og vi får sammen lov at glæde nogle gæster med fantastisk mad. Jeg håber, at mange flere unge vil få øjnene op for de muligheder, som en karriere i denne branche bringer med sig”.

Og lige netop derfor er Mads en del af kampagnen Hospitality Career – fra talent til faglært, som HORESTA og 3F Privat Service, Hotel og Restauration har kørt sammen gennem en årrække.

Mads håber, at han kan yde et bidrag til, at flere unge søger uddannelserne i erhvervet, og at de derefter også kommer hele vejen igennem forløbet.

”Det her er mit drømmejob, og jeg er ikke i tvivl om, at det også kan være mange andres. Derfor synes jeg, at det er fantastisk at være med til at fortælle nogle af alle de positive historier, som findes ude i hotellerne og restauranterne,” siger Mads Kofoed Bøndergaard.

Som en del af kampagne kan alle elever i erhvervet få tilknyttet en mentor som Mads. Står i med en elev, som kunne have brug for en mentor til at sparre med, så er I velkommen til at kontakte Hospitality Careers projektleder, Patrick Lykke Eilert.

Log ind