Som en håndsrækning til både private og virksomheder besluttede et bredt flertal i Folketinget, at det fra den 1. november skulle være muligt at indefryse en del af el- og gasregningen. I en tid med mange ubekendte skulle det således være muligt for blandt andet hoteller, restauranter m.m. at budgettere med 2021-priser, mens alt over dette niveau kunne blive optaget som et lån.

I en ny medlemsanalyse fra HORESTA svarer virksomhederne dog over en bred kam, at tilbuddet ikke er interessant. Blot 5 pct. af medlemsvirksomhederne finder det interessant, fortæller Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA, og det kan der være flere grunde til.

”Først og fremmest ønsker virksomhederne ikke at stifte ny gæld oven på to års pandemi, hvor rigtig mange har været i banken, brugt af opsparingerne eller lånt i bygningerne. Og i modsætning til situationen under coronaen, så er virkeligheden nu væsentlig anderledes. For mens det dengang var restriktioner, der stod i vejen for omsætning, så er det nu konjunkturerne, der står i vejen for at skabe bundlinje. Ingen ved jo, om udgifterne vender tilbage til tidligere tiders niveau,” fortæller han.

Jonas Kjær uddyber, at både energi- og elpriser ligger på et lavere niveau i dag end i slutningen af sommeren/starten af efteråret, da aftalen blev indgået. Derfor er forskellen på priserne i dag og fastlåsningstidspunktet sidste år ikke så betragtelig som tidligere.

”Initiativet er tænkt som et værktøj til budgettering og en måde hvorpå, at virksomhederne kunne få noget likviditet. Men virkeligheden har på mange måder overhalet forslaget. El og energi er dog langt fra de eneste udgiftsposter, der er vokset, og der består derfor stadig en politisk opgave i at sikre profitable virksomheder. Det kan for eksempel være ved at rydde op virksomhedernes rammebetingelser ved for eksempel både bureaukrati samt moms, skatter og afgifter, som gør det dyrt og besværligt at drive virksomhed her i landet,” fortæller Jonas Kjær.

Medlemmer af HORESTA kan læse hele medlemsanalysen her.

Jonas.jpg
Cheføkonom
Jonas Kjær

Log ind